Thunderbird på dansk i Kubuntu

Hvad er Thunderbird

Thunderbird er en fri og open source mail-, feeds-, chat-, og kalender-klient, der er udviklet af Mozilla. Mozilla, det er dem som også står bag den populære browser Firefox.

Den første version af Thunderbird kom tilbage i år 2004. Mozilla lægger stor vægt på, at Thunderbird er nemt at bruge og tilpasse. Et af Mozillas grundprincipper er at bruge åbne standarder – Mozilla siger nej til lukkede platforme og tjenester der ikke kan kommunikere med hinanden. Mozillas mål er at give brugerne frihed til at vælge, hvordan de vil kommunikere og at internettet skal forblive åben og tilgængeligt for alle.

Thunderbird giver mulighed for at hente e-mail via IMAP og POP3 og kan også læse RSS- og Atom-feeds. Desuden understøtter Thunderbird Facebook-chat, Google Talk, IRC, Twitter og XMPP.

Thunderbird kan benyttes på computere uanset om de har Windows, MacOS eller Linux som styresystem. Thunderbird er gratis at benytte både for private og virksomheder.

Her på Roderi.dk bliver Thunderbird brugt på styresystemet Kubuntu, et Linux-baseret styresystem som er en officiel afledt udgave af Ubuntu.

Thunderbirds hjemmeside

Før vi overhovedet kan komme videre, så er vi nødt til at hente Thunderbird på dets hjemmeside.

Derfor starter vi med at besøge: www.thunderbird.net

Vælg specifik version af Thunderbird

På Thunderbirds hjemmeside kan man hente Thunderbird ved at klikke på det grønne Gratis Download midt på siden, eller ved at trykke på Systemer & sprog såfremt man er på udkig efter Thunderbird i en speciel sprog-version og til et specifikt styresystem.

Hent Thunderbird ned på din computer

Her på Roderi.dk er vi selvfølgelig på udkig efter en bestemt version, vi vælger nemlig at hente Thunderbird i en 64-bit Linux-version som vi kan bruge i Kubuntu-styresystemet og så selvfølgelig i en dansk sprog-version.

Den pakkede fil med Thunderbird som vi henter fra hjemmesiden gemmer vi for en god ordens skyld i mappen Hentet.

Naviger hen i mappen med filen vi fik hentet

Vi naviger nu ind i mappen Hentet, hvor vi lagde den pakkede fil fra Thunderbird’s hjemmeside.

Udpak Thunderbird

Nu skal vi have udpakket filen som vi fik hentet. Vi dobbelt-klikker derfor på den pakkede fil som vi fik hentet ned i mappen Hentet. Programmet Ark, der er et arkiveringsværktøj, starter op og klargør den pakkede fil til udpakning.

Vælg hvor Thunderbird skal udpakkes

Vi skal nu vælge hvor på computeren vi vil have at arkiveringsværktøjet Ark udpakker Thunderbird og dermed skal vi også tage stilling også til hvor vi fremover vil have Thunderbird liggende på computeren.

Såfremt du ikke ligefrem har et specielt ønske til en mappe eller ligefrem et specifikt drev hvor Thunderbird og dine emails mv. fremover skal ligge på din computer, så vil jeg anbefale dig at vælge din Hjemmemappe til formålet. Vælg derfor din Hjemmemappe før du trykker på Pak ud.

Thunderbird er nu pakket ud

Thunderbird er nu pakket ud og lagt ind på den ønskede placering.

Thunderbird

Du kan nu gå ind i mappen thunderbird som ligger på den ønsket placering, i dette eksempel i mappen Hjemmemappe. I mappen thunderbird finder du én fil som hedder thunderbird. Når du dobbelt-klikker på den, så starter du Thunderbird op for første gang.

Lettere adgang til Thunderbird

At gå ind i en mappe via andre mapper for at starte et program op, i dette tilfælde Thunderbird, er besværligt og ikke særligt brugervenligt. Derfor vil vi gerne have lagt en genvej med en ikon på skrivebordet som vi fremover blot kan klikke på for at starte Thunderbird op.

En genvej til Thunderbird på skrivebordet

Vi starter med at højre-klikke med musen på skrivebordet. Når vi højre-klikker kommer en menu frem med nogle forskellige muligheder. Da vi ønsker at linke til og oprette en genvej til Thunderbird, så vælger vi naturligvis Opret ny(t) og derefter Link til program…

Vi får nu en dialog-boks op hvor vi skal opgive nogle oplysninger om programmet som vi ønsker at linke og lave en genvej til.

I boksen starter vi med at indtaste et navn på programmet. I dette tilfælde Thunderbird. Se den blå markering på nedenstående billede.

Dernæst vælger vi hvilken ikon som genvejen skal udstyres med. Det gøres ved at klikke i det tomme felt. Se venligst den blå markering på nedenstående billede. Når man klikker i feltet, så kommer en dialog-boks frem hvor man kan vælge mellem nogle standard-ikoner eller man kan henvise til sin egen valgte ikon som man på forhånd har gemt på computeren.

Vælger man at henvise til sin egen ikon, så vil jeg anbefale at finde et billede i PNG-format og gerne med en transparet baggrund. En ikon ser simpelthen pæneste ud uden en firkantet baggrund i en eller anden farve. Vælg derfor et billede/ikon med en gennemsigtig baggrund. Det er normalt ikke svært for de fleste programmer at finde et egnet ikon med en gennemsigtig baggrund på Google.

Her på Roderi.dk har vi valgt at benytte et ikon som er logoet for Thunderbird. Du kan hente ikonen som Roderi.dk har benyttet ved at højre-klikke HER og gemme.

På nedenstående billede ses at ikonet er indsat i dialog-boksen.

Vi fortsætter nu ved at gå over i fanen Rettigheder i dialog-boksen. Der skal vi markere at genvejen kan få tilladelse til at eksekvere vores genvej til Thunderbird. Se venligst den blå markering i nedenstående billede.

Vi fortsætter til fanen Program hvor vi skal angive hvor programmet ligger på vores computer. Vi skal i feltet Arbejdssti angive hvor mappen med Thunderbird ligger på computeren.

Dette gøres lettest ved at klikke på ikonet i dialog-boksen til højre for skrivefeltet ved Arbejdssti. En den dialog-boks som kommer frem, der angiver man så hvor mappe til Thunderbird er placeret på computeren.

Vi skal også angive hvilken fil genvejen skal starte op når vi klikker på genvejen. Filen ligger typisk i den mappe vi angav i forrige punkt.

Dette gøres lettest ved at klikke på Gennemse i dialog-boksen til højre for skrivefeltet ved Kommando. En den dialog-boks som kommer frem, der angiver man så hvor program-filen til Thunderbird er placeret på computeren.

I fanen Program skriver vi også lige et mere passende navn end Link til program. Det er oplagt at angive Navn til Thunderbird i dette tilfælde.

Så er vi ved at være ved vejs ende. Vi har nu fået oplyst alle de nødvendige oplysninger til vores nye genvej. Vi afslutter derfor med at trykke på OK nederst.

Sådan ser vores genvej til Thunderbird ud på vores skrivebord.

Du kan flytte genvejen rundt på skrivebordet og placere genvejen der hvor det bedst passer dig. Med et dobbelt-klik på genvejen, så åbner du fremover Thunderbird fra dit skrivebord.

Nyttige links:

1 Comment

  1. Det er muligt at installere Thunderbird på sin Kubuntu-maskine via sin konsol (Konsole i Kubuntu) med kommandoen: $ sudo apt install thunderbird eller via Snapcraft.

    Desværre er det i begge tilfælde kun den engelske version af Thunderbird der installeres. På denne side fokusere vi dog på at mest muligt skal være på vores eget sprog, dansk. Derfor denne anvisning i hvordan man lægger en dansk version af Thunderbird ind på sin Kubuntu-baseret computer.

Leave a Reply